Holte Badmintonklub er en afdeling af Holte Idrætsforening (HI), der udover badminton også omfatter afdelinger for atletik, håndbold, skisport og volleyball.
Holte Badminton er en ambitiøs breddeklub, som rummer alle typer af spillere både i ungdoms-, senior-, motions- og veteranafdelingen. Der er plads til alle, der elsker at spille badminton og som bidrager til et godt socialt netværk både på og uden for banerne.
Holte Badmintonklub har ca. 350 medlemmer, hvoraf ca. 120 er tilknyttet ungdomsafdelingen.
Klubben afholder hvert år stævner for både seniorer og ungdom.
Holte Hallerne
Kongevejen 464, 2840 Holte
Hallens telefonnummer: 45 46 00 30
Hallerne ligger på Rudegaard Stadion, der er et af Danmarks smukkest beliggende stadions. Her findes atletikstadion, to fodboldbaner, en grusbane og i den nærliggende skov Danmarks eneste lysløjpe.
Generelt set er indendørs-sportsgrenene i stor pladsnød i Rudersdal Kommune. Derfor iværksatte Holte Idrætsforening i 1998 en behovsanalyse og på dette grundlag udarbejdedes en ansøgning til Rudersdal Kommune om opførelse af en ny 7 baners badmintonhal på Rudegård Stadion. Ansøgningen blev sendt den 7. maj 1999 og der er efterfølgende udarbejdet yderligere 3 ansøgninger om en ny Holtehal på Rudegaard Stadion.